Path of the damned

Part 1 – I Untergangs skove

Den kolde aftenvind suser gennem træerne som Adam Reiss fortsætter sin lange rejse mod Middenheim, han er tæt på nu, kun en lille dagsrejse fra Untergang.

Den unge mand pakker sig ind i sin kappe som regnen begynder at falde, det har været mange uger siden han forlod sit hjem og familie i Ostermark og på dage som denne overvejer han om det var den rigtige beslutning.

Ingen vej tilbage nu, tænker han, broerne er brændt og det kommer til at tage lang tid til han kan vende tilbage igen.

Skoven rundt om ham bliver tættere og han ænser at der er noget galt, skoven er stille. Helt stille.

Adams blik afsøger skovkanten, men det er for sent. Han mærker en skarp smerte i baghovedet og alt om ham bliver sort.

 

Smerten dunker i hans hoved og hans syn er sløret som Adam langsomt kommer til bevidsthed. Han kan høre to væsner tale et uforståeligt sprog, det lyder nærmest som om de griner.

Adam ryster hovedet for at komme til sig selv, hovedpinen melder sig tydeligt, men han bliver en anelse mere klar i hovedet, og en sygelig sød lugt fylder hans næsebor.

Han sidder bundet ved siden af et bål i en lysning, på den anden side af bålet står et telt syet af mange forskellige stykker skind.

De to afskyelige væsner danser rundt om bålet, de er en anelse mindre end Adam, på deres hoveder stikker der små horn ud og deres ben ender som en hests med hove i stedet for fødder, han husker historierne de må være en form for beastmen, men i de historier han har hørt om dem, er de betydeligt større.

Pludselig hører Adam en lyd bag ham, han drejer hovedet og ser en skikkelse, han blinker et par gange, da hans syn stadig er sløret.

”Vi er her for at hjælpe”, siger skikkelsen og begynder på at rode med rebet omkring Adams hænder.

”Skær rebet over”, siger Adam samtidigt med at en elver iført mørke klæder bryder gennem skoven på den anden side af lysningen, de to sære væsner ved bålet lader til at være i en blanding af panik og forvirring over hvad der sker omkring dem.

Elveren springer frem mod det nærmeste bæst, men da runger et dybt brøl fra teltet. De to små væsner fryser de hvor de er og en betydeligt større og langt mere behåret version springer frem iklædt laset tøj fyldt med symboler og runer, han løber mod bålet.

Elveren ser beastmanden som en større trussel og skifter retning mod ham, men det er for sent.

Beastmanden svinger sin stav over bålet og hælder en væske ud over ilden mens han messer en formular på et oldgammelt mørkt sprog.

En tyk lyserød røg spreder sig fra bålet som olien forbrændes, og følges af en uvirkeligt sødlig stank, Adam hoster som røgen trænger sig ind i hans lunger verden spinder rundt, han ser i et glimt den store beastman smile selvtilfredst og alt bliver igen sort.

 

 

Frans, en tidligere gladiator er på vej tilbage til hans gamle hjemby for at besøge en gammel ven som arbejdede som skovhugger i skovene omkring Untergang.

På vej gennem skoven hører Frans den velkendte lyd af en skovhugger, den gamle gladiator sætter tempoet i vejret og finder frem til en ung mand, der er i færd med at fælde et træ.

Den unge mand kigger sig over skulderen og ænser den store mand, men fortsætter ufortrødent sit arbejde uden at trække en mine, inden længe falder træet omkuld og han begynder på at hugge træet op til brænde.

Frans spørger den unge skovhugger om han kender til den gamle skovhugger, og da slår det ham at der er noget bekendt over den unge mand. Det er som en ung udgave af hans gamle ven.

Skovhuggeren vender sig mod den store mand og præsenterer sig som den gamle skovhuggers søn Gerber.

Min far døde for noget tid siden siger Gerber og vender tilbage til sit arbejde, Frans vender blikket mod jorden et kort øjeblik og mindes den gamle skovhugger i stilhed. Han løfter langsomt blikket og spørger Gerber om han kan få lov til at se den gamles grav.

”Det kan jeg ikke se noget galt i” svarer Gerber og gør nøjsomt sit arbejde færdigt, han binder bunken af brænde sammen i et bundt og svinger det op på ryggen.

 

De to følges ad mod Untergang gennem skoven da de kan høre nogle sære stemmer i en lysning længere fremme.

Frans trækker sin tunge morgenstjerne og siger: ”Lad os kigge nærmere på hvad der foregår.” Gerber virker en smule modvillig, men går dog med til at se det nærmere an, og stiller brændet fra sig.

De sniger sig hen til kanten af lysningen og det der møder dem er et urovækkende syn, der i lysningen ligger tre mænd, nøgne, bevidstløse og bundet til hver deres træstamme. Midt i lysningen danser tre beastmen rundt om et bål der udsender en underlig rødlig røg, den største af beastmenene messer mens han udfører sit okkulte ritual.

”Vi må ind og hjælpe dem”, siger Frans. Gerber kigger tilbage på Frans og påpeger at de ikke kender ofrene og for den sags skyld er beastmenene i overtal.

”Bah!” Svarer Frans. ”Jeg har kæmpet mod dusinvis af disse beastmen, de er nemme.” Han svinger den store morgenstjerne over hovedet og stormer frem mod den største beastman.

Gerber sukker og tager sin skovøkse frem og følger efter Frans, da han kommer frem til kampen er den store gladiator allerede i fuld gang med slaget.

Den tunge morgenstjerne svinger gennem luften og finder frem til sit mål, en tør knusende lyd følger som den store beastmans kranie splintres og bæstet falder livløst til jorden. De to små beastmen ser forfærdet til som deres leders blod spredes i græsset, og den som tøver lever ikke længe i et slag. Kæderne fra morgenstjernen rasler gennem luften og den ene beastman slynges til jorden da det tunge våben smadrer hans ene arm.

Den sidste beastman vender sig for at flygte men for sent, Gerber og Frans er over ham og hans kniv er intet mod den tunge skovøkse og Frans’ morgenstjerne.

Frans tørrer blodet af sit ansigt og vender sig mod de tre mænd. De lader til stadig at være i live, siger han til Gerber og giver sig til at befri dem.

Gerber roder de tre beastmens lommer igennem men finder ikke meget af værdi, inde i teltet finder han dog noget udrustning, men det lader til at være de tre mænds og han slæber det ud.

De tre mænd præsenterer sig som Gosbert, elveren Delf, og slutteligt Adam Reiss. Adam lader til at være den værst tilredte af de tre, og han holder sig til brystet hvor han har et større blåligt mærke.

De tre mænd får taget tøj på og Gerber tilbyder at de alle kan overnatte i hans hjem i Untergang.

Adam kigger sig omkring for at få øje på sin hest, og han finder den sammen med en anden hest, som tilhører elveren.

 

De fem mand ankommer til Untergang, en noget ramponeret by der på det seneste har taget stor skade af en række angreb, men det er lykkedes dem at holde stand ved broen midt i byen.

Midt i byen er det der er tilbage af byens borgere samlet på torvet, de fem eventyrere spreder sig i mængden for at finde ud af hvad der foregår.

Det viser sig at være byens leder, Kaptajn Schiller der har kaldt byens borgere sammen. Byen har haft nogle hårde kampe, de fleste af folkene er mere eller mindre sårede og der er næsten ingen mad tilbage.

Kaptajn Schiller stiller sig op og taler til folkemængden, han takker dem for fremmødet, og han har godt nyt. De har fået tilsendt vin og brød fra Middenheim for deres indsats mod kaoshorderne.

Schiller Løfter en flaske vin over hovedet og pludselig runger et skud mellem husene og flasken i hans hånd splintres. Folkemængden spredes i panik og på den anden side af broen kommer en lille flok mutanter løbende med trukne våben.

Et par af Schillers nærmeste vagter trækker ham til side og resten går frem mod mutanterne.

De fem eventyrere trækker ligeledes våben og gør klar til at modtage kampen.

Frans svinger sin morgenstjerne og smadrer ind i den forreste mutant.

Adam og Delf går på en anden mutant, mens Gosbert og Gerber angriber en tredje.

Kampen er kort, og inden længe falder den sidste mutant om af de mange sår Adams kårde og Delfs sværd har pådraget den.

Gerber løber over broen og ind i det hus hvor skuddet var kommet fra, men det er for sent, snigskytten er for længst forsvundet.

 

Kaptajn Schiller takker de fem eventyrere for deres indsats, og inviterer dem til at spise med af de smuler byen har at tilbyde.

Under middagen kommer omegnens bedste spejder, Hans, til byen. Han har desværre dårligt nyt.

Det lille angreb på byen var en vildledningsmanøvre, en større hær på cirka 200 beastmen er på vej sydfra.

Kaptajn Schiller nikker som han hører nyhederne. Han rejser sig og siger til beboerne. ”Vi er ikke stærke nok til at stå imod så mange, vi bliver nød til at evakuere byen og drage til Middenheim, der kan vi være i sikkerhed.”

 

 

Den næste dag er hele Untergangs befolkning pakket og klar til rejsen mod Middenheim, selv den gamle kone, Granny som har haft et lille hjem for de forældreløse børn uden for byen, var sammen med børnene på en kærre, hun havde ellers svoret at hun aldrig ville forlade byen.

De fem eventyrere slutter sig til karavanen, og kaptajn Schiller kommer forbi endnu engang og takker dem for deres hjælp, Adam smiler blot til ham og svarer ”Ingen årsag,” og hjælper en af de sårede indbyggere op i en kærre.

 

Karavanen påbegynder sin langsomme færd mod Middenheim, mange af indbyggerne er sårede og må tilses på de par oksekærrer de stadig havde trækdyr til og resten af indbyggerne er til fods.

Den første dag går på hæld og byens spejder Hans rapporterer at der er en lysning længere fremme hvor de kan slå lejer for natten.

Lejeren bliver slået op og de tilbageværende vagter og de fem eventyrere står for at holde vagt i løbet af natten.

De første par vagthold forløber uden problemer, men omkring midnat lyder der barnegråd fra vognen med Granny og hendes børn. Vagterne undersøger vognen og det viser sig at Granny er væk.

Eventyrerne bliver vækket og giver sig til at lede efter spor af Granny, og det lykkedes Gerber der som skovhugger let kan følge sporene der fører ind i skoven.

De fem eventyrere følger Grannys spor igennem skoven, og efter et stykke tid ser de Granny stå som frosset i en lysning imellem træerne, de går frem mod hende, og først sent opdager de hvorfor den gamle kone stod helt stille. I kanten af lysningen er de omringet af elvere med buer.

”Hvilket ærinde har I, i denne skov?” lyder det skarpt fra en af elverne, Adam træder straks mellem elveren og den aldrende dame og svarer: ”Vi er blot rejsende fra Untergang, vi har været nødsaget til at evakuere byen da der er en stor hær af beastmen på vej sydfra og vi er ikke i stand til at holde stand mod dem. Vi har ingen intentioner om at krænke jeres territorier, vi er blot på vej til Middenheim.”

Elverne sænker deres buer, og en høj slank elver træder frem i lysningen og spørger ”Hvor stor en hær?” Adam forklarer dem at de drejer sig om cirka 200 beastmen og deres lejer har kun omkring 75 mand hvoraf mange er kvinder, børn og sårede.

Den høje elver nikker i stilhed. ”Meget vel, vi vil bistå jer med en guide, han kan hjælpe jer med at finde igennem skovene. Galrion Lightwing, træd frem” kommanderer han og en elver klædt i en hvid kåbe dukker frem fra skovens skygger.

”Følg disse folk til Middenheim,” siger elvernes leder efterfulgt af en kort kommando på elversprog. Galrion nikker og bukker mod den høje elver.

Lederen vender sig mod eventyrerne og ønsker dem en sikker rejse hvorefter alle elverne forsvinder ind i skoven.

De seks mand leder Granny tilbage til lejren og natten forløber herefter roligt.

 

Næste morgen drager karavanen videre, Galrion, Delf, Frans og spejderen Hans går i front af optoget og spejder fremad. Mens Gerber, Gosbert og Adam befinder længere tilbage.

Lidt før middag spotter Galrion noget længere fremme, hans skarpe elversyn kan skimte nogen væltede vogne, karavanen gør holdt og Kaptajn Schiller beder de seks eventyrere om at gå frem og undersøge sagen.

De seks går frem mod vognene, og de begynder på at kunne se at der har været kamp, Delf stikker ind mellem træerne på den højre side af vejen og sniger sig gennem underskoven mens resten af eventyrerne fortsætter af vejen.

Fremme ved vognene ligger deres ejere døde på vejen, Galrion knækker en sort pil der sidder i en af vognene og knurrer ”Goblins.”

Mærkerne på vognene viser at det er handlene, og de fem konstaterer at der ikke er nogen overlevende, og at alt de handlenes varer og trækdyr er forsvundet.

Samtidigt ude i skoven sniger Delf sig frem og pludselig lægger han mærke til tre Goblins der sidder på lur i buskene. Han trækker langsomt sit sværd og springer frem mod grønhuderne. Forfærdede over den store elver skriger Goblinerne og løber mod vejen, de fem eventyrere ved vognene trækker deres våben og går i dækning, men der flyver pludselig pile ud fra den anden side af vejen og de sorte pile hagler ned omkring dem.

Delf indhenter nemt goblinerne og hugger en af dem ned, Adam står klar og tager imod den næste da den kommer ud af skoven, den sidste bliver mødt af et kampskrig og en tung morgenstjerne og når aldrig at finde ud af hvad det var der ramte den før den ligger død på jorden.

Galrion messer en formular og en lysende pil skyder ud fra hans fingre og finder sit mål mellem træerne og en bueskytte falder om mens han knuger om sit bryst.

Skovhuggeren springer ind i skoven og finder frem til en af de andre bueskytter og Gosbert springer over den væltede kærre og når frem til Adam der kæmper med en goblin.

Vilde skrig fylder luften som en flok gobliner svinger sig ud fra træerne med hovedet først. En af dem rammer Galrion i maven og efterlader et blødene sår i den hvide kåbe og et par stykker lander ligeledes nær den hvide elver.

En mere uheldig goblin lander med hovedet først i jorden lige ved siden af Frans og det tørre knæk fra dens hals efterlader Gladiatoren uden modstander. Han ser sig om og løber Galrion til undsætning.

Den hvide elver er dog ikke hjælpeløs til trods for at være ene mand mod tre gobliner, han svinger sin stav og knuser skulderen på den ene goblin og den falder bevidstløs om.

Goblinerne stikker fra sig med knive og sværd, men eventyrerne slipper med minimale skrammer og får hurtigt overmandet de grønne uhyrer. Den sidste goblin falder om som den bliver ramt af en lysende pil fra Galrion.

 

Eventyrerne vender tilbage til karavanen og Hans, Granny og byens præst går med op til slagpladsen for at se til de døde handelsmænd, og få dem begravet.

Mens de er i gang med at grave en grav til handelsmændene går præsten lidt ind i skoven for at se om der er flere ofre, og med ét giver jorden efter under ham. Grene knækker, han falder og lander på skarpe spyd i en fælde i skoven, Adam hører skriget og løber frem for at se hvad der er sket og han finder præsten i et hul med et spyd gennem kroppen, han kravler ned i hullet og hjælper den døende præst af spydene. Præsten hvisker Adam noget i øret med hans sidste åndedrag og hænger slapt i hans arme. Granny kommer frem til præsten og til trods for hendes lægende evner kan hun ikke hjælpe ham.

De handelsrejsende og præsten bliver begravet og karavanen kan fortsætte deres færd mod Middenheim, men rejsen bliver foretaget i stilhed med savnet af byens præst, som de forlader slagpladsen beslutter Delf sig for at markere stedet og skræmme eventuelle andre gobliner væk. Han hugger hovedet af en af dem og monterer det på et spyd ved siden af vejen.

 

 

Om natten bliver der igen slået lejer og holdt vagt. Under Adams vagt er der igen barnegråd fra Grannys vogn, og han går over for at undersøge det. Igen mangler Granny, han vækker et par af de andre og inden længe står det klart at også spejderen Hans er væk og en lille seksårig pige ved navn Anna er også savnet. De opdager at der er ridset noget i sædet hvor Granny har siddet på vognen, med små rystende bogstaver er ordet ”hjælp” ridset ind i sædet.

Eventyrerne afsøger skovkanten for spor og finder sporene af to voksne og et barn, Gerber bemærker at det ser ud som om barnet er blevet slæbt noget af vejen.

De seks skynder sig gennem skoven for at finde de tre savnede folk. Dybt inde i skoven møder et forfærdende syn dem. I en lysning sidder Hans med en kniv og holder den lille pige mens Granny danser rundt om et bål mens hun messer et mørkt ritual.

Gruppen sender Delf af sted for at snige sig tættere ind på lysningen, mens de andre omringer lysningen.

Bålet i lysningen lyser med et uvirkeligt skær og det virker som om ilden suger energi ud af den gamle dame som ser ældre og ældre ud for hvert ord hun synger.

Delf samler en stor gren op fra skovbunden og løber ind mod bålet, Hans springer op og griber den lille pige. ”Hvem der?... Et skridt nærmere og jeg skærer halsen over på hende!” Skriger han. Delf fortsætter ufortrødent mens han siger at han er der for at hjælpe og han bare vil smide mere brænde på bålet.

Galrion mumler en formular for at få Hans til at tabe kniven, men hans vilje er for stærk og modstår besværgelsen.

”Jeg skærer hendes hals over!” Gentager Hans og en lille dråbe blod løber ned af den unge piges hals, Galrion prøver endnu engang at få Hans til at tabe kniven men forgæves, vanviddet lyser ud af hans øjne og han modstår endnu en gang. Delf tager endnu et skridt frem mod bålet, tilsyneladende uden hensyn til den lille pige og Hans skærer den unge piges hals over.

Som livet forlader den lille Annas øjne skriger Adam ”Neeej!!” og kaster sig frem mod Hans og driver sin kårde ind i hans skulder.

Gosbert løber frem mod Granny for at få hende væk fra bålet der stadig suger livskraften ud af hende, han rammer hende, men det er som om hun er omgivet af et skjold og han falder til jorden.

Delf kaster den store gren mod bålet, men det samme skjold lader til også at beskytte bålet og grenen lander kort fra bålet. Frans træder ind i lysningen og angriber Hans, den tunge morgenstjerne lander tungt og flår Hans’ hoved af og kroppen synker sammen.

Samtidigt har ilden suget det sidste af Grannys livskraft og hun falder til jorden som et indtørret insekt. Frem af flammerne træder en dæmon med lange tentakler og brændende øjne.

Galrion skyder en lysende pil mod uhyret som skriger i smerte, Frans svinger sin morgenstjerne og angriber, og resten af eventyrerne omringer monstret.

De skarpe tentakler langer ud og kun med nød og næppe undgår den store gladiator at blive ramt. Slagene fra eventyrerne regner ned over dæmonen men det tykhudede uhyre tager ikke meget skade. Endnu en lysende pil skyder frem fra den hvide elver og træffer dæmonen i panden med stor kraft. Uhyret synker i knæ, Frans følger op ved at hamre sin morgenstjerne ind i kraniet på det onde væsen og den brøler en sidste gang før den ligger død på jorden.

 

 

 

 

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode