Part 10 – Det sidste stræk

Eventyrerne forlader Det gamle sværd, med løftet til krofatteren aldrig at vende tilbage.

Adam griber fat i gryden med kraniekæden, men den føles ufatteligt tung. Den må næsten veje det samme som ham selv, tøvende åbner han gryden, kraniet har igen vendt sig og ligger og griner op mod ham. Adam vender igen kraniets ansigt nedad i gryden og stopper de andre. ”Vi er nødt til at finde en anden måde at bære kraniet.”
De prøver at hænge gryden på Jakobs pony, men den vil ikke være i nærheden af kraniet, den hopper og springer og til sidst må de opgive. Jakob tager fat i gryden, ”Mærkeligt” tænker han ”den er da slet ikke tung?” og uden besvær hægter han gryden i siden af sit bælte og eventyrerne kan igen fortsætte deres færd mod Middenheim.

Det har været en hård nat på kroen, og alle er trætte men alligevel vælger eventyrerne at holde meget få pauser, de er ikke langt fra Middenheim nu, halvanden dag, måske endda mindre.

Halvingen mærker at gryden ved hans side ryster en smule, han tager låget af og kigger ned på kraniet.
Det udstøder en høj hyletone, og Jakob smækker låget på gryden igen, men skriget fortsætter. De prøver at dæmpe lyden med tæpper, men skriget bliver stadigt højere og højere.
Eventyrerne kan mærke smerten i deres ører fra det skingre skrig, men pludselig er skriget måske deres mindste bekymring. Et brøl runger gennem skoven og overdøver kraniets hylen. Frans snupper minotaurens horn frem og blæser i det, men dette gør kun brølet fra skoven vildere.

Eventyrerne efterlader gryden midt på vejen og gemmer sig i skovbrynet på begge sider af vejen. Snart kan de høre flere brøl, og de kommer uden tvivl nærmere. Skovbunden ryster som hove tramper sig gennem underskoven og en flok beastmen stamper ud på vejen, 8 beastmen bliver ledt frem af to enorme beastigors. De lodne monstre går direkte efter kraniet i gryden, de to store beastigors kæmper om at komme først frem og skubber til hinanden for at få fat i gryden. Den ene vælter den anden omkuld og griber triumferende gryden.

Frans springer ud fra sit skjulested mellem træerne og slår sin morgenstjerne ind i maven på en af beastmenene, de resterende beastmen søger ud mod skoven, de har åbenlyst fået færten af de andre eventyrere.
Jakob undgår med nød og næppe et hug fra en af beastmenene som ellers havde kløvet hans hoved. Adam går mod den ene beastigor der har erobret kraniet men strejfer den kun.
Længere nede af vejen kommer fire små ungors til syne, og løber mod slaget der udspiller sig mellem eventyrerne og beastmenene.
Den anden store beastigor har fået rejst sig og står overfor Gosbert, den brøler hæst mod ham og dens tunge økse skærer sig dybt i Gosbert's venstre ben. Slaget brækker næsten knoglen og Gosbert må fortsætte kampen humpende på det ene ben.
Jakob indser at kampen er meget ulige, og løber ind i skoven for at flygte fra beastmenene. Adam ser det samme og parerer et slag fra en beastman samtidig med at han forsøger at trække sig tilbage fra kampen, men de to beastmen og beastigoren er snart over ham igen.
Omringet af beastmen og ungors skifter den store gladiator våben og han vælger sit sværd og skjold. Han parerer slag og dukker sig det bedste han har lært, men alligevel bliver han ramt af nogle af de mange slag der bliver sendt mod ham.
Gosbert forsøger at trække sig tilbage fra kampen og tager Fader Odo med sig, men beastigoren følger blodtørstigt efter ham og kun ved held lykkedes det Gosbert at undgå endnu et slag mod hans venstre ben.
Den lille halving spæner gennem skoven det bedste han har lært, han springer op på sin pony og sætter hælene i siden på den. Skræmt springer ponyen fremad og Jakob har nok at gøre med at holde fast og overser en lavthængende gren. Jakob hænger et øjeblik i grenen og falder til jorden, men der er ingen tid til at ømme sig, beastmenene er ikke langt bag ham så han bider smerten i sig og løber videre ind i skoven.

Kampen er ulige og beastmenene er i stort overtal, gang på gang bliver eventyrerne ramt til trods for deres bedste forsøg på pareringer, der er simpelthen for mange beastmen. Gerber har holdt afstand gennem hele kampen og betragter hvordan hans rejsefæller er oppe mod urimelige odds, hvis han hjalp til ville han bare miste livet som de andre, så langsomt lægger han større og større afstand til kamppladsen.

Et brag flænger sig gennem kampstøjen og en beastmans hoved eksploderer. På vej mod kampen kommer fire rustningeklædte mænd til hest, den ene af dem genkender eventyrerne som elveren Delf, de har ikke set ham siden de forlod Sigmar templet for at undersøge kloarkerne under Middenheim. Elveren og den ene af krigerne springer af deres heste og løber frem for at hjælpe Frans som er omringet af beastmen.
En lanse borer sig gennem en af de beastmen der kæmper med Adam og den falder livløst om på jorden, den rustningeklædte kriger springer af hesten og slutter sig til kampen. Den sidste kriger griber sin tohåndsøkse og planter den solidt i nakken på Beastigoren der står foran Gosbert, han trækker øksen ud og beastigoren falder omkuld.

Frans må tage mod slag efter slag og blodet løber ned af hans arme og ben, et hug mod hans arm bringer så stor smerte at han må slippe sit sværd, og et andet mod hans ben føles som om en stor luns af hans lår bliver flået af. Han griber febrilsk det store Khorne tohåndssværd og slår ud mod en af beastmenene, men han bliver ramt i baghovedet og synker bevidstløst sammen. Beastmenene brøler i triumf og vender sig mod Delf og krigeren.

Gerber kan se hvordan de rustningeklædte krigere gør kort proces mod beastmenene, gang på gang må falder en behåret skabning til jorden for deres våben, og kampen har bestemt vendt til fordel for eventyrerne, og forsigtigt nærmer han sig kamppladsen.
Den store beastigor med kraniet, har fået flere svære sår i kampen, Adam svinger sit sværd og med et velplaceret hug mister bæstet sin ene arm, sværdet fortsætter ind gennem siden og stopper først da det rammer monstrets hofte. Beastigoren brøler arrigt i smerte, men blodtabet er for meget og bæstet falder om. Gryden falder fra hans greb, lander på jorden og kraniet falder ud.
Adam og krigeren vender sig mod de andre beastmen og kampen fortsætter.

Som den sidste beastman falder i kampen holder kraniet op med at hyle og Gerber og Jakob stopper det tilbage i gryden.

De rustningeklædte krigere præsenterer sig som Mathias Hoffer, og hans følgesvende Jacob Bauer og Ulric Fischer.
De har sammen med Delf sporet os gennem de sidste par dage, og det lader til at de indhentede os i sidste øjeblik. Eventyrerne slår en lejer op og Ulric Fischer ser til de sårede og forbinder de værste sår. Krigerne er fra Sigmar ordenen og stiller et par spørgsmål om hvad vi har haft at gøre med mordet på Fader Morten i Middenheim og der bliver udvekslet historier om hvorledes vi på det seneste har bekæmpet ondskab både i og udenfor Middenheim. Ligeledes forklares hvorfor vi fragter en uhyrlighed som kraniet gennem skovene.

Krigerne slår følge med eventyrerne og resten af rejsen til Middenheim forløber uden videre forstyrrelser.
Da de ankommer til Middenheim tager eventyrerne afsked med Sigmar krigerne som beder om at deres indblanding ikke bliver nævnt over for Ulric præsterne i forbindelse med kraniet. Eventyrerne takker dem for deres hjælp og da Gerber er blevet syg bliver han indlogeret i Sigmar tempelet og de resterende eventyrere tager til Ulric templet for at aflevere kraniet og bringe Fader Odo hjem.

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode