Path of the damned

Part 5 – Under Middenheim

Engbert Krempel står lænet op af disken i hans lille forretning, han er købmand, eller nærmere det der minder mest om en købmand her i Altburg kvarteret. Det er slum og den smule han har på hylderne er hovedsageligt skrald og diverse former for, ’genbrug’.

En stor mand… Meget stor, i forhold til Engbert kommer ind af døren og går målrettet efter indehaveren, ”Fakler!” siger han ”Har du fakler?”

Den lille mand bakker op mod væggen bag disken og siger med nervøs stemme: ”Fakler? Øh, jo selvfølgelig… Jeg skal … Øjeblik!” hvorefter han forsvinder ud i baglokalet. Kæmpen trommer fingrene utålmodigt på disken mens der kan høres stof der bliver revet itu ude fra baglokalet.

Købmanden vender tilbage med nogen meget usselt udseende fakler, det ligner et halvt lagen der er blevet revet i stykker og fordelt på fire bordben og smurt ind i noget meget fedtet stads. ”Det bliver ... seks messingstykker” siger han og kigger håbefuldt på den store mand. Han griber i lommen og smider en håndfuld mønter på disken.

”Kunne jeg eventuelt friste med nogen magiske sten?” forsøger Engbert sig, krigeren vender sig og ser spørgende på den lille købmand.

Engbert hiver en lille skål med et klæde over frem fra under disken, han fjerner klædet og under dem ligger nogle små runde sten, ganske pæne, men ikke noget særligt. ”Kun to messingstykker” smiler han til den store mand.

Kæmpen blinker en gang og kigger på de runde sten, ”Tjae, hvorfor ikke. Giv mig en enkelt” siger han, snupper stenen i lommen og betaler Engbert.

 

 

Frans kommer tilbage fra købmanden med fire fakler under armen. ”lad os komme i gang” siger han og begynder på at fumle med at få ild i faklerne. Efter cirka fem minutter uden held lukker Elveren sine øjne, ytrer en besværgelse og med en gestus med den højre hånd lyser hans stav op med et skinnende blåligt skær.

Frans mumler noget uforståeligt mens han hopper ned i kloakken, og de andre eventyrere følger efter.

 

Stanken er ubeskrivelig, tunnelen er kun cirka fem fod høj og eventyrerne må bukke sig en smule for ikke at støde hovedet imod En smal afsats skåner dem fra at skulle vade i den tykke flod som løber i bunden af tunnellen. Især Galrion kæmper med at holde sin hvide kåbe fra at blive beskidt.

Adam finder et tørklæde frem og binder det for næse og mund for at beskytte bare en smule mod den ulidelige stank.

De kigger sig omkring efter blodsporet, lidt længere fremme kan de se en svag misfarvning, Frans bukker sig ned og undersøger det ”Blod” siger han og fortsætter fremad.

Galrions skarpe elverøjne ser et glimt i den plumrede flod, en flaske. Med lidt besvær får de flasken skubbet ind til siden og fat i den, ”Dr. Eberharts Universal Tonic” står der på den. Elveren tørrer flasken af og kommer den, lidt modvilligt, i sin rygsæk.

 

For enden af tunnelen ender sporet blindt, kloakken løber ud af bjerget og er afspærret med et solidt jerngitter, Adam tager en af Frans’s fakler og bruger den til at se efter om gitteret går hele vejen ned, det gør det.

De kigger sig omkring, den sidste smule af blodsporet ender kort før gitteret, Adam ligger mærke til at væggen har en svagt anden farve end resten af tunnelen og da han rører ved den går hans hånd igennem og afslører en lille gang bag den. ”Han må være løbet denne vej, men lad os vende tilbage i morgen og undersøge det ordentligt, så har vi også Gerber med.” Siger Adam og eventyrerne går tilbage mod udgangen, til trods for at Frans mumler noget om at de sagtens kunne tage den lille skaven. Han har jo ofte før kæmpet med dem og de er ganske nemme.

 

På vejen tilbage går de forbi en grøn gevækst på den ene side af tunnelen og netop som Adam og Gosbert passerer den lyder der et ”puff” og et grønt støv fylder luften, de hoster i tågen og kan mærke hvordan sporerne brænder sig ind deres lunger. Som om det ikke var svært nok at trække vejret i denne umenneskelige stank.

 

Pludselig hører de en lyd. ”Plink, plop” Frans der danner bagtrop vender sig men der er intet at se, ”Det må have været noget oppefra” konstaterer de og fortsætter, kort efter er der endnu et ”Plink” Frans er mere opmærksom denne gang og når lige at se noget lande i kloakstrømmen. Han griber ned efter det, men når ikke at få fat i det.

Tredje gang er lyden der igen. Denne gang er Frans ikke et øjeblik i tvivl, en pil sidder dybt i hans venstre arm, han stormer tilbage af gangen og et skingert skrig høres fra mørket længere tilbage. Resten af eventyrerne følger efter Frans, de passerer en lille armbrøst og til sidst kommer de til enden af tunnelen hvor den skjulte gang nu er fuldt åben, de kigger ind.

Inde fra gangen kan de høre et horn og lydene af løbende poter. De trækker sig tilbage, Frans stiller sig klar på den ene side af hullet med hævet morgenstjerne.

En spids snude viser sig som den første skaven kommer ud af gangen, på samme tid svinger Frans og det tunge våben rammer den midt i ansigtet, hvorpå den trimler tilbage i gangen med et højt skrig.

 

Samtidig vågner Gerber i sin seng på den Stejlende Hingst, han tager sig til hovedet og klør sig i skridtet. Usikker på hvor lang tid han har sovet beslutter han sig for at se hvor de andre er blevet af.

Han samler sine ting sammen og begiver sig ned til Altburg kvarteret hvor han sidst så sine fæller.

Ved nedgangen til kloakken er der ingen, han kigger ned, men der er for mørkt. Gerber kigger sig omkring, ved siden af nedgangen ligger et par interimistiske fakler, men de er umulige at få ild i.

Lidt længere nede af vejen kan han se noget der mest minder om en købmandsforretning han snupper en af faklerne og går derned.

 

Engbert Krempel er i færd med at rydde op for dagen. Han har tjent godt i dag, den store mand betalte med rigtige penge. Ikke med bytteting som de fleste, i morgen skal maden smage, rigtig mad.

Et smæld lyder ude fra butikken, nogen har åbnet døren for hårdt. Engbert kigger forsigtigt ud gennem det hullede gardin, en mand står der med noget der ligner en af de fakler han solgte til den store mand.

Forsigtigt går den lille købmand ud i butikken. ”Kan jeg hjælpe dem?” spørger han forsigtigt, han bider mærke i at manden har en stor økse, ikke noget man ser ret tit i denne del af byen. Han synker en gang og prøver på at smile til den fremmede.

”Jeg har brug for en fakkel, jeg fandt denne men den virker ikke” siger øksemanden.

Engbert kigger nervøst på øksen, ”Lån mig den jeg skal se om ikke jeg kan få den til at virke” siger han og får faklen med ud bagved.

Han giver den en smule ekstra fedt og noget olie, ”Ved Sigmar må denne virke” tænker han. Engbert overrækker faklen til manden i butikken og siger: ”Et enkelt messingstykke bliver det.”

Øksemanden betaler og vender sig mød døren, Engbert kan ikke dy sig og spørger ”Kunne de være interesseret i en magisk sten?”

Manden stirrer intenst på Engbert og svarer tørt ”Hvis ikke denne kan tændes, så kommer jeg tilbage efter dig…” Derefter forlader han butikken og går ned af gaden.

Engbert skynder sig at lukke døren og barrikadere den, han har haft nok kunder for i dag.

 

Gerber ryster på hovedet af købmanden mens han går ned mod kloaknedløbet, med lidt besvær lykkedes det ham at få ild i faklen, den oser noget men der bliver da lys. Han hopper ned i kloakken og begiver sig ind i de stinkende tunneler.

Gerber sætter sig på hug og undersøger afsatsen for fodspor, de er ikke tydelige, men de er der, ”De må være gået denne vej” tænker han ved sig selv og fortsætter ned af gangen.

Efter et par minutter synes sporet at blive sløret, det er som om de har gået frem og tilbage. Pludselig mens han undersøger sporet kan han høre fodtrin, soldater i rustning, minimum ti af dem, han kigger sig om efter et skjulested og kravler ind i et rør der dræner ud i kloakkanalen, men ganske kort efter han er kravlet derind forsvinder lyden igen.

Gerber beslutter sig for at blive i skjul et par minutter før han fortsætter.

 

Frans klukker for sig selv over at den lille Skaven faldt for hans fælde, men der er ikke tid til at stå og smågrine nu, rottemændene myldrer frem fra hullet.

Den store gladiator træder et par skridt tilbage og parerer det første slag fra en Skaven. Galrion er gået lidt længere tilbage af gangen og begynder på at messe en formular.

Frans er nu omringet af små rottemænd, han svinger sin tunge våben og den lander tungt på armen af en af dem og et tørt ’knæk’ lyder da knoglerne i dens arm splintres.

Gosbert springer frem for at hjælpe Frans, han hopper i den brune flod og vader frem til hvor Frans står og kæmper, to Skavens dykker i og går på Gosbert.

Den unge tjener har fået sin sag for, og kort efter han har forvildet sig frem til kampen bliver han ramt hårdt i hovedet af den ene Skaven, verden sortner omkring ham og han falder bevidstløs tilbage og flyder i vandskorpen. Adam springer i floden for at hjælpe Gosbert, som han kommer frem springer den ene Skaven på ham, men han undviger dens takkede klinge. Adam drejer omkring og stikker sin kårde dybt i benet på Skavenen som skriger i smerte, oppe på afsatsen har Frans fået selskab to skavens hugger og stikker i den store mand, tungt svinger han sit plejl og endnu en Skaven falder sammen da dens ene ben bliver smadret af det tunge våben.

Et sug af energi passerer den store gladiator og en strøm af lys efterlader et gabende hul midt gennem en Skaven, den vælter bagover og synker langsomt i dyndet.

Gosbert kommer gispende til sig selv og får med besvær rest sig op i sølet, han hoster et par gange, men der er ikke megen tid til at komme sig, en rottemand er allerede over ham. Galrion ser at Gosbert er i problemer og en kile af lys borer sig ind i rottens hoved hvorefter den synker bevidstløs sammen.

Pffft’ – En lille pil suser gennem luften og træffer Frans i halsen, men hans garvede hud ænser det næsten ikke.

Galrion ytrer en ældgammel elvisk besværgelse og pludselig kan der længere nede af gangen høres at forstærkningerne er på vej, støvletramp og klingende rustninger nærmer sig. Rottemændene panikker, de har allerede mistet mange og ingen af de lyshudede væsner er faldet, det er på tide at redde sin egen hale.

Som de vender sig for at flygte lykkedes det eventyrerne at fælde to af dem, men de sidste to forsvinder ned gennem tunnelen.

Frans træder et skridt frem for at følge dem og opdager en skikkelse i mørket, skikkelsen vender sig mod ham og fyrer en armbrøst af mod den store gladiator, pilen borer sig ind i Frans’ rustning men når aldrig igennem. Klukkende træder den store kæmpe frem til rotten og smadrer sit våben gennem knæet på den kutteklædt Skaven som falder om mens blodet fosser ud af såret.

 

Adam undersøger Skavenen med kutten, den har et pusterør og en flok pile magen til den de fandt i fader Mortens kammer på sig, ”Dette må være vores morder” konstaterer han. Samtidig kommer Gerber gående langs afsatsen og et syn af masser af døde skavens og hans forslåede fæller møder ham.

Gosbert peger ned i tunnelen, ”De to sidste flygtede derned” siger han og begiver sig ind i det snævre rør, Gerber og de andre følger efter.

For enden af tunnelen åbner et rum sig op, på den ene væg er en tunnel styrtet sammen og stenene har blokeret den.

Smidt rundt omkring ligger en flok reder fyldt med tøjstumper, skidt, halm og smågrene. Et bål brænder midt i rummet og i den modsatte ende er en åbning til en anden grotte.

Gerber stormer frem og bag en statue af en dværg udhugget i en stalaktit står to sårede Skavens, den ene med en pil i maven den anden med sår som den havde fået i kamp mod eventyrerne tidligere. Gerber slår ud efter den ene skaven og næppe har han fået slået før Frans slynger hans tunge våben igennem luften og den lille rottemand falder til jorden i to stykker.

Den sidste skaven vakler, tabet af blod bliver for meget for den og den synker livløs sammen.

 

Rundt på væggene af hulen er der ridset talrige symboler, Galrion husker dem fra bøgerne på biblioteket, det er skaven symboler – Rotten med horn og nogle klan mærker hvilken skaven klan må dog blive ved det uvisse, også et par kranier er afbilledet, det er noget atypisk for skavens, det må de undersøge nærmere senere.

De undersøger rederne og finder en smule penge og rammen fra relikviet som de havde givet til Fader morten, men selve relikviet er væk…

Gerber begynder på at grave sten væk fra den sammenstyrtede tunnel, det er tungt arbejde og kun med hænderne bliver det ikke nemmere.

Adam kigger sig omkring, de fleste af hans fæller er hårdt sårede, og hans eget ben er også slemt tilredt. ”Vi må vende tilbage med redskaber senere, hvis vi vil igennem det der.” Han vender sig mod udgangen og går op til kloakken. Oppe for enden af tunnelen bemærker de at alle ligene er væk!

Ikke en eneste skaven ligger tilbage, på blodsporene ser det ud til at de er blevet trukket i floden og ført væk. Varsomt begiver eventyrerne sig tilbage til udgangen, men de ser ikke flere spor af de forsvundne skavens.

 

Tilbage ovenjorde er det nat, de går til Eberharts hestestald hvor de køber sig noget vand og sæbe så de kan blive skrubbet rene fra en hel dag i kloakken. Som de får vasket skidtet af kan de se at mange af deres sår er røde og hævede, og de beslutter sig for at søge til tempelet for at få hjælp.

Mens de andre er inde for at vaske sig går Frans hen på det nærmeste værtshus. Det er et skummelt sted, men selv de værste af kunderne træder tilbage for den store, nu ildelugtende, mand, han bestiller en øl og en flaske af det stærkeste spiritus de har.

Kroværten stiller drikkevarerne på bordet foran Frans og siger, ”Her, drik ud og smut, vi vil ikke…” længere når han ikke.

Frans har taget flasken ud af hans hånd og hældt noget af spiritussen over den pil han har siddende i sig. Med et hurtigt tag river han pilen ud af skulderen. Hele kroen bliver stille, farven fra kroværtens ansigt forsvinder og han stirrer på den blodige pil som Frans smider på bordet.

Frans kigger på kroværten med et trodsigt blik og rejser sig. Med flasken i hånden skubber han kroværten til side og går over mod hestestalden og de andre.

 

Ved Sigmars tempel overtaler Adam vagterne til at lukke dem ind vel hjulpet af den lille sølvhammer som Fader Morten tidligere havde givet dem.

Snart er der vækket en hel hær af munke med salver og bandager og eventyrerne får tilset deres sår.

 

Som eventyrerne får tilset deres sår viser det sig at Gosberts skader er mere alvorlige end først antaget, det slag han fik i hovedet kræver megen pleje og munkene foreslår derfor at han bliver i templet et par dage til han igen er på højkant.

Resten af eventyrerne vender tilbage til kroen for at få en hårdt tiltrængt nats søvn.

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode