Path of the damned

Part 6 – I Drakenwalds skygge

Gaderne ligger tomme hen, alle andre ligger hen i søvnens glemsel, det er tidligt om morgenen og solen er ikke stået helt op endnu, Galrion går gennem Middenheims gader i Freiburg kvarteret, al den tid væk fra skoven har gjort ham rastløs og de seneste dages strabadser har kun overbevist ham yderligere. Byerne er skadelige for ens sind.

Pludselig hører han et skrig fra en nærliggende gyde, han skynder sig derhen.

To store bøller er i færd med at gennemtæve en lille mand med briller, Galrion gør en lille bevægelse med hånden og hans stav lyser op, han mumler en besværgelse og et ujordisk brøl runger gennem gyden. De tre mænd i gyden løber skrækslagne alt hvad deres ben tillader dem, og de forsvinder ud i Middenheims gader.

Galrion går ind i gyden og på jorden ligger den lille mands briller, han samler dem op, men der er ingen glas i brillerne. Elveren kigger ned af gyden, men der er ingen at se, han smider brillerne og går tilbage mod kroen, de andre må snart være stået op.

 

Vagtkommandant Ulrich Schützmann sidder på sit kontor, han har ikke hørt noget fra eventyrerne i et døgns tid.

”I travle tider som disse er det praktisk at have sådan en flok arbejdsomme folk som kan tage sig af de ting som han ikke selv har tid til, og hvis der er Skavens involveret, så hellere dem end mig” tænker han ved sig selv, ”Vagtkorpset er svækket nok i forvejen nu hvor Graf Toddbringer har taget de fleste våbenføre mænd med ud for at bekæmpe Kaos horderne.”

Det banker på døren, ”JA!” siger Ulrich, og en af vagterne kommer ind, ”Det er eventyrerne – de er her for at tale med dem hr. kommandant”. Ulrich rejser sig fra sin stol ”Lad dem vente lidt før du sender dem ind… Vi kan ikke have dem til at tro de bare kan forstyrre mig når som helst.”

 

Eventyrerne bliver vist ind på Vagtkommandantens kontor, den store mand står med ryggen til dem som de kommer ind, han vender sig mod dem og siger ”Ah, eventyrerne, hvad kan jeg gøre for jer?”

”Vi er kommet for at rapportere vores fund” Siger Adam ”Vi har været nede i tunnellerne under Middenheim hvor vi fandt Rottemænd, Skavens. En af dem havde et pusterør og pile magen til dem vi fandt ved Fader Morten og i deres hule fandt vi ligeledes rammen til relikviet, men selve relikviet var væk.”

”Der var mindst tyve skavens, men jeg har tidligere tacklet mange flere end det, så det var intet problem.” Bryder Frans ind. ”Og da vi kom tilbage var alle lig væk”

”Vi har kæmpet med dem før i byen under angrebene, der var de også gode til at tage deres døde med sig.” Svarer Ulrich, ”Men i har fortjent jeres betaling, i får fyrre guldstykker som tak for hjælpen med at opklare forbrydelsen, og jeg sender bud efter jer hvis jeg får brug for eventyrere en anden gang.”

 

Efter at have aflagt rapport ved vagtkommandanten går eventyrerne til Freiburg kvarteret, til templet for at se til Gosbert og for at aflevere rammen fra relikviet til templet.

 

I Sigmar templet overdrager eventyrerne stumperne fra relikviet til Howard Banner som har overtaget Fader Mortens, Adam fortæller historien om hvordan de fandt delene i tunnellerne under Middenheim, og om den sammenstyrtede tunnel. ”Vi har ikke folkene til at gå i gang med sådan et projekt” Svarer Howard. ”Nej, men det kunne ske i havde kontakter i dværgelavet.” Tilføjer Adam. Howard Banner smiler en gang. ”Det kunne jo ske, det kunne jo ske…”

 

Efter at have taget afsked med Howard Banner går eventyrerne til lægeafsnittet for at se til Gosbert, de bliver vist til hans sygeleje af broder Warmund. ”Han sover, han har fået en hård medfart på jeres tur.” siger munken. Eventyrerne står for fodenden af sengen hvor Gosbert ligger pakket ind i bandager, Frans klør sig under næsen og siger ”Nøj, vi sku ha købt blomster…”

Gerber ser chancen nu hvor de andre står og kigger på den store gladiator, til at trække en af sygeplejerskerne til side. ”Jeg har fået denne salve som skal smøres på et par gange om dagen for at fjerne kløe, kunne du vise mig hvordan det skal gøres?” Sygeplejersken kigger lidt forundret på skovhuggeren, men efter et par sekunder svarer hun ”Jo selvfølgelig.” og viser Gerber hen til en seng.

Frans vender sig mod en af præsterne, ”Kan i fikse et par blødninger?” Han trækker det ene ærme op og viser ham pilesåret i hans arm. ”Kom med, så skal vi få det forbundet.”

 

Adam og Galrion står alene tilbage ved Gosbert, ”Vi kan vel lige så godt få noget ud af dagen.” siger Adam, ”Jeg har et par indkøb jeg skal have ordnet.” Galrion smiler og siger, ”Tjae, jeg har også en aftale med nogen bøger.”

Galrion tager til troldmanslauget og spørger efter sin læremester, Silverwing Lightbringer. ”Jeg har fundet denne flaske i kloakkerne . Den har en mærkat med ’Dr. Eberharts universaltonic’ er det noget du ved hvad er?”

”For nogen tid siden var der en kvaksalver ved navn Dr. Eberhart som solgte mirakel drikke, de fleste var bare farvet vand, men nogle enkelte var direkte giftige… Det bedste du kan gøre med den er nok at smide den væk.” svarer Silverwing. ”Det er nok, det bedste… Jeg går ind og læser i biblioteket” svarer Galrion lidt mut.

 

Efter at være blevet lappet sammen af munkene er Frans’s næste plan at få noget at spise, og nu hvor han er blevet betalt skal maden også være derefter. Efter noget søgen i Middenheim finder han et værdigt sted.

En udefra noget anonym bygning, men indenfor er der højt til loftet, der er dug på bordene og utroligt rent, kunderne lader til at være nogen af byens spidser i odiøse klæder.

Frans griber fat i en af tjenerne, ”Et bord!”. Tjeneren ser noget forskræmt på den store mand og viser ham over i et lidt afsides hjørne af restaurenten, ”Måske herren vil se menuen før han bestiller” siger tjeneren forskræmt. Frans hiver menukortet ud af hænderne på tjeneren og siger tørt ”Steg lyder som et godt forslag.” Tjeneren går ud bagved og kort efter ankommer en anden, noget finere klædt tjener. ”Vi må bede dem betale de tre guldstykker maden koster.” siger han forsigtigt. Frans tager et greb i lommen og smider pengene på bordet ”Og se så at få noget ædelse på bordet.”

Tjeneren samler pengene op og knipser med fingrene, og kort efter ankommer et par tjenere med maden, Frans begynder at spise og efter den første bid lukker han øjnene ”Himmelsk” tænker han, han har aldrig spist så god mad.

 

Adam vender tilbage til kroen med et par nye sæt tøj, han går hurtigt igennem kroen og op på værelset, ud af øjenkrogen lægger han mærke til at kroværten går over til et par mænd og hvisker noget til dem. Adam skifter til et nyt sæt tøj og smider det gamle væk, ingen grund til at beholde noget der har været i kloakken.

Da han kommer ned i kroen igen kommer de to mænd kroværten havde hvisket til hen til Adam, de præsenterer sig som broder Jakob og broder Frank, de er fra Ulric ordenen. ”Vi har en invitation til dem og deres fæller, kom til Ulrik templet i Ulricsmund kvarteret, og spørg efter fader Ranulf. Vi håber at i tager mod invitationen fra fader Ranulf og vi har betalt for et måltid til jer ved hr. Bois.” Siger broder Frank. ”Hvad drejer det sig om?” spørger Adam, ”Det vil blive forklaret når i møder fader Ranulf” bryder broder Jakob ind. ”Ok… Tak, jeg skal drøfte det med de andre når de vender tilbage.” svarer Adam og vinker til krofatteren.

”Mange tak” siger brødrene, bukker en gang og forlader derefter kroen.

Adam bestiller sit måltid og sætter sig til at vente på de andre.

Som eftermiddagen går på hæld kommer de andre tilbage til kroen, og Adam fortæller om invitationen til at mødes med fader Ranulf i Ulric templet, og de bliver enige om at finde ud af hvad det handler om.

 

I Ulricsmund kvarteret finder eventyrerne frem til Ulric templet, facaden er præget af ulvehoveder som symboliserer Ulric. De går indenfor og spørger efter fader Ranulf.

De bliver vist ind i et rum hvor der sidder to mand, den ene er en ældre mand med helt matte øjne, den anden er noget yngre og han præsenterer sig som fader Ranulf, den gamle mand er broder Odo.

”Vi har hørt gode ting om jer fra vagtkommandant Ulrich Schützmann, og vi håber i måske kunne hjælpe os med noget” siger fader Ranulf. ”Det kommer an på hvad det handler om” siger Adam.

Fader Ranulf fortsætter ”Broder Odo her er måske blind, men han ser stadig mere end de fleste, for nyligt havde han en vision… han kan bedre selv fortælle historien.”

Den blinde mand tager en dyb indånding, ”Det var en frygtelig hændelse, jeg var i en skov, en tæt og forskruet skov. Midt i skoven, på en stor bakke var der stablet hundredevis af kranier og skeletter og på toppen af bakken tårner en stor stenstøtte sig op.

Pludselig begynder der på at løbe blod ned af stenstøtten. Blodet spreder sig ned af bakken, skoven ryster omkring mig og blodet lyser op med et urovækkende skær. Bakken bryder op, en portal til underverdenen er skabt og ud træder en stor mand klædt i en rustning så sort som natten selv, på hans bryst er Khorne’s mærke, blodguden. Om halsen har bæstet et messingkranie med horn og lysende røde øjne. Han vender sig mod mig og hans stemme skærer gennem marv og ben som han siger ”Jeg VIL bryde væggen til jeres verden!” Den gamle mand virker forpustet og hans hænder ryster efter fortællingen.

”Selv nu kan jeg fornemme messingkraniets tilstedeværelse”. Fader Ranulf lægger en beroligende hånd på broder Odos skulder. ”Vi har undersøgt vore tekster og vi tror at kraniet er et kaos artefakt og skoven i visionen er Drakwald. Vi vil gerne have at I hjælper os med at standse dette uhyre i at slippe fri. Vi har hørt fra Ulrich Schüzmann at i er yderst kompetente og duelige i kamp. Vi må dog insistere på at broder Odo følger jer i jeres færd så han kan viser jer vej.”

”Vi vil gøre hvad vi kan for at hjælpe” siger Adam, ”Hvornår skal vi af sted?” bryder Galrion ind, ”I aften?” hans hjerte længes efter skovene, denne kolde skal af en by byder ikke på megen natur.

”I kan komme til templet ved daggry, så er broder Odo klar til at tage af sted.”

 

Næste morgen drager eventyrerne mod Drakwald efter at have samlet deres ting og hentet broder Odo. På vej ud af Middenheim stopper en af portvagterne dem, ”Vi må informere dem om at hvis de forlader Middenheim kan de have problemer med at komme ind igen.” Adam drejer om på hælen og sender et skarpt blik mod vagten, ”Min gode herre, vi er på en opgave for Ulrich templet, når vi kommer tilbage forventer jeg vi bliver tilladt adgang. Hvis det er et problem tager vi det op med Ulrich Schützmann som vi i øvrigt ligeledes er ansat af.” Vagten træder et skridt tilbage og svarer lidt forhippet, ”Øh… Så skulle det ikke blive noget problem.” Adam smiler en gang til vagten og vender sig mod de andre, ”Lad os komme videre.”

 

En halv dags rejse senere når de til kanten af Drakwald, den tætte mørke skov virker nærmere som et krat end en skov og de forvredne træer snor sig som advarsler til dem som vover at trænge ind.

Eventyrerne finder en smal sti og følger den, Adam lader den gamle munk støtte sig til ham som de navigerer deres vej gennem skoven.

Efter et par kilometer stopper den gamle munk op, ”Jeg er bange for at vi må forlade stien hvis vi skal ankomme i tide.” Adam kigger noget tvivlsomt på broder Odo, men eventyrerne ligger stien bag sig og fortsætter ud i den tætte skov.

Galrion lader sine hænder glider over stammerne på de mørke træer, de føles ikke som træerne derhjemme ved elverne, disse er fordrejede, nærmest askegrå og uden liv, men stadig gror de. Dette var ikke den type skov han havde håbet på, men i det mindste er det anderledes end de støvede stinkende gader i byen.

 

Som aftenen falder på bliver det tid til at slå lejer, det lykkedes eventyrerne at finde en lille lysning der kan bruges til formålet.

Galrion og Gerber beslutter sig for at prøve at fange noget aftensmad, Gerber havde set et par dyreveksler så der må være noget liv i denne skov, måske kaniner.

De to skovfolk finder frem til en dyreveksel og sætter sig til at vente, Gerber hvisker til Galrion, ”Kaniner kommer mest ud om aftenen og de følger de samme stier, så der er gode chancer for at de kommer herforbi igen.” Og ganske rigtigt lidt efter kommer der en kanin langs vekslen, Galrion ytrer en formular, men noget går galt, i stedet for at en pil af lys rammer kaninen sortner alt omkring Galrion. Gerber peger efter kaninen ”Den slipper væk!” og vender sig mod Galrion netop som elveren falder om. Gerber samler elveren op og ryster ham, Galrion blinker et par gange med øjnene, ”Ved Kurnous mit hoved.” hoster han. ”Er du ok?” spørger Gerber, ”Ja, jeg tror bare ikke naturens gud ønsker at vi får kaninsteg i aften.” Galrion tager sig til hovedet og de går tilbage til lejren.

 

Eventyrerne beslutter sig for at holde vagt i løbet af natten, Adam tager første vagt, Frans den anden og Gerber den sidste.

Adams vagt forløber stille og roligt uden nogen hændelser, han benytter chancen til at kigge i broder Odos rygsæk, men da der ikke er noget mistænkeligt i den lader han den være. Senere på aftenen vækker Adam den store gladiator for den næste vagt, og ligger sig til at sove.

Frans gnider øjnene og prikker lidt til bålet der er ved at gå ud, en times tid inde i hans vagt keder han sig en smule, dette vagthalløj er ikke meget at sammenligne med gladiatorkampene tilbage for mange måner siden, han tager fat i sin morgenstjerne og kigger rundt på kanten af lysningen, ”Nej ikke meget spænd...” Den store gladiator springer op, han kan høre noget i skoven og pludselig braser en ulv gennem det tætte buskads Frans brøler et angrebsråb og stormer frem mod ulven, den når knap at stoppe op før Frans er over den, det tunge våben lander midt på ryggen af Ulven og knuser dens rygsøjle, med et hyl falder ulven til jorden.

De andre springer op fra deres søvn og ser Frans stå bøjet over liget af ulven, Frans slænger sin morgenstjerne over skulderen og kigger nærmere på den, på ryggen af den sidder noget der minder mest om en primitiv saddel, han river sadlen af og lader øjnene løbe langs skovkanten ”Gobliner!” Frans roder i buskadset og finder ulvens spor.

 

Eventyrerne bliver enige om at undersøge sagen nærmere, men broder Odo kan ikke komme med, så de beslutter at Galrion bliver sammen med ham i lejren, hans hoved er heller ikke helt på ret køl igen efter hans sammenstød med magien.

Gerber kan nemt følge ulvens spor i skovbunden, ”Den har ikke sneget sig det mindste, den er bare braset gennem underskoven.” De tre eventyrere følger sporet og efter nogen minutter kan de se en lille lysning længere fremme, der ligger en skikkelse dækket af et klæde midt i lysningen, Frans knuger sit våben, stormer ind i lysningen og smadrer den tunge morgenstjerne ned i skikkelsen. Adam og Gerber er lige bag ham, de trækker klædet af og under det ligger en meget meget død goblin, hvis ikke den var død før Frans moste den, så er den det nu. Adam rejser sig og kigger sig omkring ”Gutter, det her lugter af en fæl…” Længere når han ikke før fire beastmen vælter brølende ud af skoven med hævede våben.

Den største beastman svinger en stor stenøkse omviklet med rådnende dyreskind, den tunge stenøkse stiler mod Gerber som med nød og næppe når at undgå at blive ramt.

Frans modtager en af de mindre beastmen ved at ramme den i maven, beastmandens rustning splintrer og bæstet skriger, men det  bliver stående og svarer igen ved at hamre sin økse ind i Franses arm.

Adam tager mod de sidste to beastmen, en med en økse og en med skjold og sværd, han husker sin træning med mesterfægter Falkenheim tilbage i Ostermark, han træder et skridt tilbage og da beastmenene angriber kan han med et skridt frem parere begge slagene.

På den anden side af kamppladsen giver Frans beastmanden endnu et hug og beastmanden falder om som dens brystkasse bliver knust, samtidig bliver Gerber ramt af den tunge økse fra den store beastmand og han falder til jorden. Frans vender sig mod den store beastman brølende tager imod den nye udfordrer.

Adam gør hvad han kan for at parere og undvige beastmenenes slag, men bliver ramt i det ene ben, tankerne flyver gennem hovedet på ham ”Dette kan ikke blive ved, der må komme en… Der!” Adam ser en åbning i den ene beastmans forsvar og han retter et sværdhug lige mod bæstets hoved, dyrets øjne vender mod himlen og den falder bevidstløs om samtidig med at Adam parerer endnu et slag fra den anden beastman.

Frans er nu endelig oppe mod en værdig modstander, de to kæmper svinger slag efter slag mod hinanden i en hektisk kamp.

Gerber tager sig til hovedet, ”Det skal det bæst få betalt” tænker han og rækker ud efter sin økse og mens den store beastman er distraheret af Frans hamrer han sin tunge økse ind i siden på ham, bæstet brøler i smerte og Frans slynger sin morgenstjerne rund om den store stenøkse og river den ud af hænderne af beastmanden. Beastmanden svarer igen ved at slå ud med sine store horn, han var også ved at være træt af disse tunge langsomme våben Frans undgår kun beastmandens voldelige angreb på grund af en optrænet refleks fra hans mange år i gladiatorarenaen.

Adam kæmper videre mod beastmanden, men der er ingen åbninger og han får kun givet det brølende bæst nok sår til at gøre den endnu mere vred. Ud af øjenkrogen kan Adam se at den anden beastman er ved at komme til sig selv, og den stavrer på benene igen.

Frans svinger sin morgenstjerne mod den store beastman og træffer ham i skulderen og hører den velkendte lyd af knogler der knuses, armen hænger slapt ned af siden, men bæstet brøler og stanger igen ud med hovedet. Gerber laver et fuldt sving med sin tunge træøkse og rammer bæstet der er for distraheret af dens ødelagte arm til at undgå øksen som borer sig dybt ind i hans venstre lunge hvorefter han falder livløs om.

Adam ser chancen nu hvor de to beastmen kigger måbende efter deres leder som han falder om til endnu en gang at hugge den ene beastmand i hovedet, slaget er præcist og bryder beastmandens kranie og denne gang bliver han liggende livløs på jorden.

Frans springer over den døde goblin og svinger sin morgenstjerne mod den sidste beastman, men han parerer slaget med sit skjold. Panikken breder sig i bæstets øjne, alle dens fæller er døde, den træder et skridt tilbage, men for sent. Gerber har sneget sig om bag den og placerer den store økse i ryggen på beastmanden som falder om som hans rygsøjle bliver delt i to.

 

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode